Ny start

10. april 2018

MØD MEDLEMMERNE: Kan man plante sig selv om, starte forfra, lære at hyle som de ulve, man er iblandt? Ja. Men måske lærer man også, hvor man virkelig hører til.

Du er født og opvokset i hovedstadsområdet. Du læser på RUC, men finder frem til din indre håndværker og går i lære på Frederiksberg. Siden starter du selvstændig virksomhed i Hillerød.

Nu er du 30. Kan du så plantes om? Og dét til en helt anden landsdel? Og tilmed som sølvsmed med en palet, der er dit personlige varemærke?

Svaret er ja, hvis du kan aflæse dit nye marked, skabe netværk og har ADHD på den gode måde. Og så hjælper det naturligvis, at årsagen til din omplantning er din hustru, der stammer fra din nye egn.

Alligevel kan det ske, at du søger tilbage; du bliver klar over, at der var noget, du efterlod, og som du må hjem til.

FRA HOVEDSTADEN TIL HADERSLEV
Sølvsmed Michael Weihe (46) har gjort rejsen fra Hovedstadsområdet til Haderslev og fra Haderslev tilbage til Hovedstadsområdet, hvor han for nylig har åbnet værksted og butik på Gl. Kongevej med en fornem beliggenhed tæt ved, hvor Falkonér Allé bliver til Allégade. I montrene ligger smykker, der både vidner om personligt lune, og som bærer et vist præg af årene i Haderslev, herunder det drabelige halssmykke med et kranie som motiv; en gave oprindelig bestilt til høvdingen for den lokale MC-klub, Wheels of Denmark, eller TurboCoolerManifold, ligeledes bestilt som gave. Michael Weihes sprog er dog væsentligst præget af den skønhed, der kan hentes ud af det levendes geometri – fra blodlegemer til bygkorn. Det er blevet til brocher, ringe, halssmykker, til
værker overrakt som DR’s P2 Prisen og TeamDanmarks Talentpris, til kirkesølv for Østerhåb Kirke.

»Et smykke skal både være spændende – og desuden anvendeligt og klassisk, så det holder over lang tid,« siger Michael Weihe, der betegner sin udtryksform som præget af skønvirke, en slags ny art nouveau.

Igennem årene har han udstillet, væsentligst i Danmark, men har flere gange haft en stand på håndværksmessen i München og kan godt forestille sig en yderligere international orientering.

LÅ I KORTENE
Som for så mange andre lå det i kortene, at den unge Michael Weihe, tildels opvokset i Ølstykke, skulle i gymnasiet – han kunne jo det med bøger. Og havde man først en studentereksamen, var det logisk at fortsætte på universitetet. Det blev til naturvidenskab på RUC – med miljøplanlægning som studieretning; drivkraften var omsorgen for miljøet, han ville ud at redde verden.

»Men det gik op for mig, at en akademisk uddannelse ville gøre mig reaktiv – jeg uddannede mig til et job, hvor jeg skulle skælde virksomheder ud, der havde forsyndet sig. Jeg ville hellere selv skabe, selv styre processen,« fortæller Michael Weihe, der var mere fascineret af molekylernes former end af deres funktion.

Han havde det i sig.

Hans far var kobbersmed, ansat på Odense Stålskibsværft, senere i Helsingør. Som barn hyggede Michael sig med at arbejde med kobber i faderens værksted hjemme. Han holdt af at bygge.

HÅNDVÆRKEREN MODNEDES
Efter at have færdiggjort sin bachelor på RUC tog han på højskole, alt imens det modnedes i ham at gå i lære som sølvsmed. Med den fornødne vedholdenhed – han opsøgte op imod 70 mulige læresteder – blev det til en læreaftale med Georg Jensen på Frederiksberg og en svendeprøve, der blev hædret med Haandværkerforeningens bronzemedalje. Han fortsatte et år som svend, men tilværelsen blev ham for bekvem, og det forekom logisk at begynde selv.

»Jeg indrettede mig i cykelskuret hjemme i Hillerød – selvfølgelig med den overvejelse, om jeg nu også havde det kunstneriske i mig – om jeg kunne finde min indre formgiver,« fortæller Michael Weihe, blandt hvis første opgaver blev et værk til TeamDanmarks Talentpris.

Hans daværende kone var fra Flensborg, og egnen rev i hende. Så meget, at familien besluttede at flytte til Haderslev – med barn og værksted og det altsammen. Første nye start; det var i 2002.

IVÆRKSÆTTERPRISEN
»Jeg blev taget pænt imod og deltog også i alt, hvad jeg kunne, hvad enten det var i løbeklubben eller på gymnastikholdet – men kendte heldigvis også nogen, jeg havde gået på højskole med,« fortæller Michael Weihe, der med tiden skabte en hel serie Haderslev-ikoner; inspireret af det omgivende pragtlandskab. Så solid en platform fik han skabt sig, at han blev hædret med Haderslevs årlige Iværksætterpris i 2004.

Haderslev er en konservativ by, der gik i stå for 100 år siden, mener Weihe. Men den er også under indflydelse af grænselandet, og han lærte at sætte pris på den tyske nærhed og fandt eksempelvis mange af sine leverandører syd for grænsen.

Men efter fem år begyndte hovedstaden at rive i ham. Han fik vedblivende billedet af Værnedamsvej for sit indre øje – den form for miljø – med den højde til loftet, der nu en gang er i hovedstaden.

RUTSCHETUREN
»Det gik op for mig, at jeg ikke trivedes med de opgaver, jeg havde i Haderslev; det var en slags tornerosesøvn; jeg producerede jo bare,« forklarer Michael Weihe. Samtidig rendte han ind i en mental rutschetur, der gjorde ham det helt klart, at tiden i Haderslev var forbi.

Han indledte jagten på det rette butikslokale og faldt – som var det en åbenbaring – for Gl. Kongevej 179. Åbenbaringen lå i, at hans oldefar som dreng havde gået byærinder for det fine bageri, Reinh. van Hauen, der dengang lå og stadig ligger på Gl. Kongevej 177 – ved siden af, med andre ord.

Det var i 2016 – og start nr. 2.

FORFRA
Med samme iver som i Haderslev har han givet sig i kast med at opbygge netværk og integrere sig i den by, han er kommet til. Som han udviklede Haderslev-ikonerne i det sønderjyske, designede han Frederiksberg-brochen, som han foreslog Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, kunne være repræsentationsgave. Hertil kom mobiliseringen af det gamle netværk, der gerne bliver inviteret til en mojito-aften til en snak om smykker og materialer og kunst; ren tupperware, som Michael Weihe betegner det. Senere i år indleder han en massiv markedsføring i den lokale presse her og på Østerbro – ikke med små rubrikannoncer men med korte fortællinger om smykker, materialet, de er fremstillet af, og deres historie.

Netværket omfatter Haandværkerforeningen Guldsmedelauget, som han er blevet optaget i, og han sætter pris på at være en del af et fagligt fællesskab, hvor han var ”ene hane i kurven” i Haderslev.

Her – på Frederiksberg – føler han sig værdsat; her synes han, han kan folde sig ud, og han mærker en efterspørgsel på det, han brænder for at lave.

»Jeg er kommet hjem,« siger han.

Denne artikel er bragt i Haandværkerforeningens medlemsblad Hånd&Værk 4/2018. Du kan læse hele bladet her

Du kan se flere billeder fra Michaels Weihes værksted i bladet.

Facebook