Glasskrædderen

12. marts 2018

I dag tager den industrielle produktion sig af glaskolber, ampuller og prøveglas. Men udviklingen af prototyper og reparationer ses stadig udført af glasblæseren.

Glasblæser er ikke noget, man fødes til at være – medmindre man måske er født ind i en familie af glasblæsere. At blæse glas er noget, man skal opleve, betages af og lære.

Eller var.

I dag er der ikke så mange glasblæsere tilbage. Produktionen af glas til til kolber, ampuller, svalehalse, vejebåde, befugtere, frysefælder, oridomer – og hvad der ellers hører et forskningslaboratorium til –er for længst sat i industriel produktion, og tilbage er prototyperne og reparationerne, der til gengæld er vigtige nok.

DET VIGTIGE ØJEMÅL
Derfor kommer kunderne stadig i Johnny Vinsløv Nielsens lille værksted i Ølstykke. Kunderne er lige fra forskningsinstitutioner til større private virksomheder. På hylderne står et udvalg af glasblæserens brede palet – inklusive små kunstnériske figurer; en motorcykel med sidevogn, et sejlskib udført med den største nøjagtighed og i glas af spinkle dimensioner.

Glasblæseren kan bukke, udføre en plan bund, strække glasset ud og sætte flere glas sammen. Blandt de vigtigste instrumenter til at overholde de krævede dimensioner er – øjemålet. Først når glasset i realiteten er færdigt, har glasblæseren mulighed for at måle efter.

Lige nu gælder det monteringen af en podestuds på en stor, industrielt fremstillet kolbe. Kolben bliver varmet op med flammen fra Johnny Vinsløv Nielsens helt eget brændersystem efter at være blevet gjort helt lufttæt. Opvarmningen skal være med til at sikre, at glasset ikke sprænges, når glasblæseren ”punktsmelter” stedet, hvor studsen skal sidde. Idet stedet når smeltepunktet, blæser glasblæseren ind i kolben, og der bliver hul. Samtidig kan studsen sættes på – med den æstetiske faglighed, der nu hører den professionelle glasblæser til, så det ikke bliver til at se, at kolben ikke er født med den. Selve studsen er blevet til på værkstedet.

Derpå skal der tilføjes ”bafler” – et antal fordybninger kolben rundt. Når kolben roteres, påvirker baflerne kolbens indhold, som om det blev omrørt.

SKAL TRÆKKE SPÆNDINGER UD
Dermed er det ikke gjort. For den voldsomme indgriben i det hårde borosilikatglas – ja, i hvilken som helst type glas – medfører materialespændinger, der skal trækkes ud. Det sker ved opvarmning i en ovn. På rullebordet står en lignende kolbe med en knust studs. Og studsen skal erstattes af en ny.

Glasblæserens råmateriale er stænger. Hule kapillarrør eller massive stænger i tre forskellige standardgodstykkelser. Ud over borosilikatglasset brugtes i sin tid sodaglasset, der var en lidt blødere kvalitet.

Det var en annonce i avisen, der blev starten på et nu mere end 60 år langt livsforløb med glasblæsning. En pænt stor virksomhed, der blæste glas, søgte en arbejdsdreng. Arbejdsdrengen blev Johnny Vinsløv Nielsen, og han fik lov at gå til hånde i produktionen,  når dagens byærinder var besørget. Det var spændende, og det blev til en læreplads, og det blev til et svendebrev, da han lige var fyldt 20 år. Derpå fulgte årene hos Dansk Laboratorie Udstyr på Nørrebro, og da virksomhedens ejere gik hen og blev uvenner – og virksomheden blev splittet – fik Johnny Vinsløv Nielsen mulighed for at starte for sig selv med Risø som første og største kunde. Det var i 1974, og kunderne talte desuden Rigshospitalet, H.C. Ørsted Instituttet, Farmaceutisk Institut og ikke mindst Radiometer. De første mange år lå virksomheden i Helgesensgade på Østerbro – her stammer Johnny Vinsløv selv fra – men i 1979 blev værkstedet flyttet til Ølstykke, hvor han og familien selv var flyttet ud; ikke mange kilometer fra Risø i øvrigt. Udviklingen af prototyper har naturligt nok medført et tæt samarbejde med forskerne årene igennem; hvad kan lade sig gøre, hvad kan ikke, og hvilke funktioner skal glasset opfylde?

ER JO STADIG SPÆNDENDE
Mester selv har ikke tænkt sig at høre op foreløbig trods alderen.

»Der er så mange pensionister, der har deres kalender fuld af alle mulige aktiviteter – bare for at have noget at tage sig til. Jeg har jo værkstedet her og synes stadig, det er spændende at arbejde med glas.«

Nok et par pakkeforsendelser bliver bragt ind med bud; her fyldes op på rullebordet. Vist er aktiviteten blevet mindre, men der er stadig brug for glasblæseren. Til prototyperne. Til reparationerne. Alt det, den industrielle produktion ikke formår – for menneskepenge, i hvert fald.

Denne artikel er bragt i Haandværkerforeningens medlemsblad Hånd&Værk 3/2018. Du kan læse hele bladet her

Du kan se flere billeder fra Johnny Vinsløv Nielsens værksted i bladet.

Hånd&Værk

HaandVaerk-widget_209x209

Facebook