Fortrængt

2. december 2017

Baggårdssaneringer – hvor tiltrængte de end er – og fortættede, nye boligkvarterer har fortrængt den mindre håndværker fra byen. Det beklager forfatteren Peter Olesen, der pr. video var gæst under erhvervstopmødet i november. 

SE VIDEOEN MED PETER OLESEN HER

 

”Må vi være her?” lyder et af spørgsmålene fra Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn op til denne måneds kommunalvalg. Bag spørgsmålet gemmer sig en iagttagelse af, at erhvervene i stigende grad fortrænges fra byen og ikke tilkendes plads i de nye bykvarterer. Frem for et spraglet virvar af alt det, der i sin tid gav byen liv – små butikker og håndværkere og snævre baggårde – bliver byen strømlinet med lige gadestrøg, konstruerede byrum med rullegræs og meget, meget firkantede boligkarréer. Inden for de allerseneste år har vi set i Rovsingsgade- og Rådmandsgadekvarteret, hvordan her opføres monumentale glaspaladser, alt imens det lokale liv – erhvervsliv – må trække sig.

Må vi være her? Kan vi være her?

HER VAR PLADS
Op til årets vigtigste vælgermøde – i hvert fald hvis man driver virksomhed i København – indbød Haandværkerforeningen forfatteren, foredragsholderen og journalisten Peter Olesen til at give et bud herpå. Det blev til en rundvandring en kølig, men solskinsrig oktoberdag med optagelse af en videosekvens, der blev et af flere levende indslag under vælgermødet den 1. november med deltagelse af partiernes spidskandidater.

Hans udgangspunkt var hans eget kvarter i Valby; sunde, gedigne karréer opført i 1930’erne. Her var plads til håndværkere og mindre handlende – der var rigtig mange af dem, da han flyttede hertil for 45 år siden – men de fleste er borte. Hjørnerne på flere af karréerne bærer præg af, at hér og dér var et butiksvindue; de er nu muret til, her er indrettet lejligheder. Fortrængningen skyldes ikke byplanlægning så meget som ændrede indkøbsmønstre; man pendler til og fra arbejde, handler på vejen og ikke lokalt.

Det er sin sag.

INGEN BØRN. INGEN VOKSNE
Anderledes ser det ud på blandt andre den gamle F.L. Schmidt-grund og i den moderne Sydhavn. Her skyder nye blokke op måned for måned – beliggende så tæt, at genboerne med Peter Olesens ord snart sagt kan række hinanden hånden stående i deres vinduer; vinduer, der i øvrigt giver et næsten pinligt tæt indblik i tidens indretningsmode. Byggerierne er givetvis velfungerende, ofte udført i flotte materialer og tegnet af dygtige arkitekter, og børnene kan færdes trygt og frit her i de bilfri områder. Men om dagen er her ingen børn, endsige voksne til at lege med dem. Her virker tomt. Tomt – og lidt for planlagt, måske ligefrem fortænkt.

OASERNE
Peter Olesen kalder det griskhed, at her bygges så tæt, men kan på den anden side ikke sætte ord på, hvorfor vi alligevel begejstres over snævre stræder som i det sydlandske eller stedvis i vore egne gamle købstæder. Måske er det ensartetheden. Måske manglen på liv. Erhvervsliv. Butiksliv. Menneskeliv.

Alligevel er her oaser af liv. Over for Sydhavnens nye boligkvarterer ligger større erhvervsvirksomheder, hvis medarbejdere søger over i Super Marco, ”det italienske madtempel”, der – trængt væk fra sit gamle domicil – er indrettet i et gennemrenoveret, fornemt industrikompleks med café og supermarked.

Sådan. Det kan lade sig gøre.

DET PLANLAGTE LIV
I sin tid var det en vision, at den københavnske arbejderklasse skulle ud af de uhumske, mørke baggårde i brokvartererne og have frisk luft i lungerne. Det fik man på Københavns Vestegn; løsningen var Ishøjplanen og tilsvarende. Planlæggerne fik blod på tanden, og man opførtenye ”byer” som Høje Taastrup, der arkitektonisk er  attraktiv nok, men som ikke rummer det element, der giver denne summende fornemmelse af byliv: Den mindre næringsdrivende. Den lokale håndværksvirksomhed. Noget tyder på, at vi stadig ikke har lært, at man nu engang ikke kan planlægge sig til levende, organisk byliv. Det skal i højere grad have lov at vokse – nedefra.

Turen går videre til det mest hippe område lige nu: Carlsberg Byen. Her er visionen bestemt at samtænke boliger og erhverv, ligesom her indrettes diverse uddannelsesinstitutioner, og dét i respekt for områdets historie og baggrund som hjemsted for Carlsberg. Men her bygges godt nok tæt – så tæt, at det er svært at forestille sig, hvor pølsevognen skal parkeres om natten, hvor snedkeren kunne indrette sit værksted – hvor det liv, vi normalt forbinder med byliv, skal kunne gro af sig selv og trives.

Peter Olesen ser de nye bykvarterer i Nordhavn, Ørestad og her i den sydlige del af byen som ensformige, uinspirerende ”boligbyer”, der højst har plads til en café eller en Netto; mere kan det ikke blive til.

Denne artikel er bragt i Haandværkerforeningens medlemsblad Hånd&Værk 10/2017. Du kan læse hele bladet her

Hånd&Værk

HaandVaerk-widget_209x209

LinkedIn