DEBAT: Hvem har dog programmeret Bent Greve?

8. september 2017

UDDANNELSE: Som solorejsende i en fortælling om, at vi ikke kommer til at mangle faglærte i fremtiden, arbejder professor Bent Greve stenhårdt på at promovere sin nye bog, allerede inden den er udkommet (Berlingske 6/9). Intet sælger bedre end en god konflikt!

Historisk er enhver debat om, hvorvidt ny teknologi fører til arbejdsløshed blevet gjort til skamme; tværtimod viser al erfaring, at ny teknologi har skabt flere job, samtidig med, at den har øget samfundets produktivitet og skabt velstand.

Dermed bliver ny teknologi, kunstig intelligens, automatisering, og hvad vi ellers kan pege på, til intet mindre end en forudsætning for den fortsatte udvikling af håndværket, dets medarbejdere og dermed af de uddannelser, der ligger til grund for det alt sammen – ikke til barrierer.

Fælles for alle håndværk er, at faglighed og viden er et centralt omdrejningspunkt for arbejdet – og de ”kloge hænder” kan ikke erstattes af en robot.

Så tag trygt en uddannelse som faglært – det er der også brug for i fremtiden. Både til at udføre de opgaver, som en robot ikke kan finde ud af, men også til at bygge, vedligeholde og programmere robotten. For det kan en professor i samfundsfag næppe klare.

Debatindlægget er skrevet af Christoffer Susé, adm. direktør i Haandværkerforeningen og bragt i Berlingske den 8. september 2017

LinkedIn